Sundhed som en langsigtet proces
Hos os tænker vi ikke på sundhed som et projekt. Det er en langsigtet proces uden deadline.HR-konsulent Helle Lindekilde, TRE-FOR
Processen blev sparket i gang med en sundheds-surprise-uge, hvor alle medarbejderne fra morgenstunden fik en bog og et energi-æble – og så kørte det ellers slag i slag med løbesko-test, zumba, hoolahop-konkurrencer og Wiii-spil. Samtidig fik alle medarbejdere tilbud om et sundhedstjek.
Får du nok?
Helbredstjekket viste, at der især var problemer med overvægt og rygning. Og TRE-FORs kantine har derfor undergået en markant forvandling, hvor sovsen og kartoflerne er blevet skiftet ud med grønne, grove tilbud.
Helle Lindekilde fortæller: ”Vi kalder det ”ærlig mad”. Det lyder måske lidt mærkeligt, at vi har fjernet salatbaren, men det har vi gjort for at kunne tilbyde grove, blandede salater, så medarbejderne automatisk får nogle af de sunde, mættende ting på tallerkenen. Vi har også sat et skilt frem, hvor der står ”Får du nok?” op over en lille vægt, hvor man kan veje sin salat og se, hvor tæt man er på at få sine 600 gram daglige frugt og grøntsager.”
Det mentale velvære er også vigtig
Samtidig har alle medarbejderne fået tilbud om fitness og mulighed for, at byde ind med ideer til nye aktiviteter. Men ifølge Helle Lindekilde er det vigtigt at komme hele vejen rundt, og så er det ikke nok at kigge på kost, rygning, alkohol og motion:
”Vi snakker meget om medarbejderne som hele mennesker, og derfor skal der også være nogle tilbud, der fokuserer på den mentale velvære. Derfor har vi også startet en læseklub, hvor medarbejderne mødes og diskuterer bøger. Sidste gang var det en lokal forfatter, der så kom forbi og deltog i snakken. Vi arrangerer også foredrag; for eksempel kommer Christine Feldthaus snart og fortæller om arbejdsglæde og begejstring, og hvordan man undgår stress.”
Læs mere om TRE-FOR