Træning og motion styrker din sundhed

Taljemål

Det er godt at kende sit taljemål, da det har vist sig, at et for stort taljemål indebærer øget risiko for udvikling af en række alvorlige sygdomme. Et for stort taljemål kan forebygges ved at holde vægten, dyrke motion og spise sundt.

Taljemål kvinder:

  • Normalvægt: < 80 cm
  • Moderat overvægtig: 80-88 cm
  • Svært overvægtig: > 88 cm

Taljemål mænd:

  • Normalvægt: < 94 cm 
  • Moderat overvægtig: 94-102 cm 
  • Svært overvægtig: > 102 cm

Kort om taljemål

Taljemålet er en god og ret præcis målemetode, der med ét tal kan klarlægge, om det fedt du eventuelt har for meget af, sidder uheldigt omkring maveregionen. Fedt omkring maven (æbleform) spiller en rolle for forhøjet kolesterol og blodsukker, og øger risikoen for Type 2 diabetes og tidlig død, mens fedt på hofterne (pæreform) ikke giver særlig risiko for følgesygdomme. Taljemålet vurderes som bedre til at forudsige øget risiko for sygdom end BMI.

For højt taljemål – den farlige æbleform

Det fedt, der sidder på maven kaldes abdominalt fedt, og det er farligt for helbredet. Abdominalt indgår som en væsentlig risikofaktor for det metaboliske syndrom - kombinationen af diabetes, for højt tajlemål/bugfedme, for højt blodtryk og for højt kolesteroltal. Abdominialt fedt er det, der lagrer sig rundt om de indre organer og giver anledning til en betændelseslignende reaktion. Abdominalt fedt er mere aktivt end fedt på lår og baller, og dette, i kombination med tæt kontakt til de indre organer, skaber en uhensigtsmæssig synergi.

Måling af taljemål

Taljemålet måles på linje med navlen, gerne under tøjet, ved let udånding. Hos PreviaSundhed måler vi dit taljemål med målebånd uden på tøjet, eller under blusen hvis det ønskes.
PreviaSundhed A/S - Borgervænget 3, 2. sal, 2100 København Ø - Tlf. 7020 1665 - CVR 21083488